A Midsummer Night's STEAM


A Midsummer Night's STEAM er et hæsblæsende og fe-nomenalt spin-off af Shakespeares romantiske komedie "En skærsommernatsdrøm". Handlingen tager afsæt i gangstermiljøet i 60’ernes New York, og udspiller sig i Central Park på skærsommernatten, hvor fabelagtige feer, syngende frisøser, unge elskende, italienske accenter og lumrer replikker hvirvler ind og ud mellem hinanden i denne musicalkomedie om (u)lykkelig kærlighed og magi. Også vores allesammens Puk folder sig ud, så vi er sikre på, at alt, der kan gå galt... går galt.

En hedebølge har hærget New York i 18 dage, og alle er ved at gå ud af deres gode skind. Gangsterbossen Don Carlo skal giftes med sin udkårne Angelica, og byen er på den anden ende på grund af det store bryllup. Men Don Carlos datter Adria er ikke glad. Hun skal nemlig giftes med Dino - sønnen til familiens rådgiver. Og det er svært, for hun er så forelsket i den unge Luigi.

Ej heller er Adrias bedste veninde Elena glad, for Elena elsker nemlig Dino af hele sit hjerte, og kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil være kærester med hende længere. 

Adria og Luigi planlægger at stikke af og rejse væk - langt, langt væk - og det går ikke værre eller bedre end, vores fire yndlinge ender i Central Park midt om natten, mens alle underverdenens feer er i færd med at pynte parken op til den store midsommerfest for deres Dronning Titania. 

Titania er lunefuld og et voldsomt skænderi mellem hende og Kong Oberon, har bragt den kvælende hedebølge med sig til byen. Og en særlig blomst, som engang blev ramt af Amors pil, vender op og ned på hele fortællingen... 

Dette er en forvekslingskomedie ud over det sædvanlige. A Midsummer Night's STEAM er et brus af latterfulde replikker, dejlige skæve karakterer, ørehængende musik og flotte danse. Tempoet er højt, og de mange forviklinger bliver hjulpet fint på vej af den charmerende og ølhungrende Puk... 

Men lykkes det Puk at få vendt det hele til alles fordel - også sin egen? Vil alt ende lykkeligt, og hvad er det for en dyb stemme, som taler fra oven... 

A Midsummer Night's STEAM er skrevet af Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen, som blandt andet står bag nogle af kæmpesuccerne på Fredericia teater, samt den dygtige komponist og ordsmed Helle Hansen, som står bag den farverige og ørehængende musik. Ideen er skabt af instruktør og koreograf, Tim Zimmermann, og Ballerup Musical er rigtig glade for at sætte denne vanvittig sjove, dejlige og hæsblæsende forvekslingskomedie op på Baltoppen LIVE til marts 2019.

 

Tirsdag 5. marts kl. 19.00
Onsdag 6. marts kl. 19.00
Torsdag 7. marts kl. 19.00
Fredag 8. marts kl. 19.00
Lørdag 9. marts kl. 12.30 + kl. 16.00

Billetter 85,- kr/45,- kr (børn under 18)

Info og billetter på ballerup-musical.dk